logo

Inkontinens og bassintræning

Inkontinens er upraktisk, besværligt, ofte noget man ikke taler med andre om og noget man forsøger at skjule.

Man kan opdele inkontinens i hhv. urininkontinens og afføringsinkontinens.

Der er stor forskel på de 2 former for inkontinens og konsekvenserne i forbindelse med bassintræning.

Er der tale om urin, der ikke er inficeret, er det faktisk temmelig uskadeligt for hygiejnen i bassinet. Det er faktisk meget mere skadeligt for bassinhygiejnen, hvis nogen sjusker med afvaskning, ikke afskyller sæbe, ikke fjerner make-up eller beholder smykkerne på, når de går i vandet (der kan sidde helt utrolige mængder af skidt og bakterier i og på smykker).

Lider man af urininkontinens er der altså ingen grund til ikke at gå til bassintræning, medmindre man fx har en urinvejsinfektion el.lign., for så skal man tage de samme forholdsregler som hvis man har en bullen finger: Gå ikke i vandet af hensyn til de andre i bassinet.

Nogle steder kræves det fra svømmehallens side, at man ved inkontinens benytter en såkaldt ”aquabuks”, der fremstilles af forskellige firmaer efter personlige mål. De er af et gummimateriale og går fra taljen til midt på lårene, er temmelig dyre og kan ikke skjules af almindeligt badetøj. Såvidt vi på redaktionen har fået oplyst, kan de heller ikke holde hverken urin eller afføring tilbage.

Andre steder forlanges det, at inkontinente skal bære en papirble under badetøjet, men det synes at være særdeles tåbeligt, da denne jo lynhurtigt vil blive gennemblødt af bassinvandet, og derfor hverken kan holde urin eller afføring tilbage. Den eneste effekt man så opnår er, at bæreren bliver uformelig og gumpetung - og dermed yderligere udstiller sit problem!

Er der tale om afføringsinkontinens, er konsekvenserne temmelig omfattende. Man har et stort personligt problem på rigtig mange områder, og dertil altså også et problem i forhold til bassinhygiejnen.

Der findes tilsyneladende altså ikke rigtig nogen muligheder for at afhjælpe problemet, da hverken ”aquabuksen” eller papirbleen ifølge det oplyste kan forhindre eller minimere problemet.

Dog kan en såkaldt ”anal-tampon” måske være en mulighed, så man som afføringsinkontinent også kan deltage i bassintræning.

Har du praktiske erfaringer med denne eller evt andre løsninger, vil vi meget gerne høre fra dig, så vi kan give erfaringerne videre til andre med samme problem. (Vi yder naturligvis fuld diskretion).

Ring eller skriv til os på telefon 7023 2611 eller skriv via kontaktformularen.