logo

God kondi vigtigere end flot BMI

Det er ikke kropsmål og BMI-tal, der indikerer, hvorvidt vi kommer til at leve et langt liv. Tværtimod er det en god fysisk kondition, der skal stiles efter, hvis livet skal forlænges. Det viser en ny undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of the American Medical Association. De amerikanske forskere ønskede at undersøge, hvordan fysisk kondition og overvægt påvirker dødeligheden blandt ældre. I 12 år fulgte de derfor 2.600 forsøgspersoner over 60 år, hvoraf en femtedel var kvinder. I løbet af de 12 år, som studiet varede, døde 450 af de 2.600 personer. Det viste sig, at de 450 personer var ældre end studiets øvrige personer, og at de havde dårlig fysisk kondition og flere risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme. Der var dog ikke store forskelle, når det kom til kropsmål og BMI. De personer, der havde den bedste fysiske kondition, havde oftere færre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme såsom forhøjet blodtryk, diabetes eller højt kolestoroltal. De veltrænede deltagere havde derudover oftest lavere dødelighed end de utrænede. Det viste sig således, at veltrænede overvægtige personer med BMI mellem 30 og 35 havde lavere risiko for at dø i forhold til utrænede normalvægtige og slanke. I lyset af denne undersøgelse, mener de amerikanske forskere, at læger i højere grad bør anbefale deres ældre patienter at holde sig fysisk aktive – uanset deres vægt.

 

Kilde: Dagens Medicin, 18.januar 2008