logo

"Antibiotika kan måske bruges forebyggende hos nogle rygpatienter med diskusprolaps, så de ikke udvikler Modic/hvide pletter og dermed kroniske smerter" udtaler Hanne Albert, fysioterapeut og forsker ved Rygcenter Fyn, i en artikel i "Sund i Syd" 1/2007.

Rygcenter Fyn har indledt en jagt på "hvide pletter" i rygsøjlen hos patienter med kroniske rygsmerter. Pletterne antyder en sammenhæng mellem bakterier og dårlig ryg. Lykkes det at slå sammenhængen fast, kan helt op til en fjerdedel af patienter med komplicerede og vedvarende problemer med ryggen måske få hjælp af antibiotika.

"Hos mange patienter med diskusprolaps opstår der hvide pletter - såkaldt Modic - i knoglerne omkring diskusprolapsen. Det er væskeudtrækninger, og det tyder på infektion. I senere stadier bliver væske til gult fedt og i sidste enden til arvæv," forklarer fysioterapeut og seniorforsker, Hanne Albert, som forsker i disse forandringer.

Det har vist sig at bakterietypen er den samme som hos mange giver acne eller tandbylder. De kaldes propione acne-bakterier og er karakteristiske ved at kunne formere sig uden ilt. Normalt findes de kun på huden og i mundhulen. Det store spørgsmål er, hvordan de havner inde i rygsøjlen?

Fra mundhulen via blodbanen til rygsøjlen

Svaret på det spørgsmål begynder i England, hvor en forsker har dyrket diskusvæv fra patienter med og uden diskusprolaps. Over halvdelen af vævsprøverne fra patienterne med diskusprolaps viste sig at være inficerede med propione acnebakterier.

Ved en diskusprolaps trænger det geleagtige væv ud fra diskus og giver voldsom irritation af nerverødderne med smerter ned i benene til følge. Det får kroppen til at væve et fint net af blodkar omkring diskus, så immunforsvarets "dræberceller" (macrofager) kan komme til at bekæmpe prolapsen. Men de samme blodkar kan også medbringe bakterier.

Derfor er teorien, at propione acnebakterier via blodbanerne når ind i diskusprolapsen fra ultrasmå rifter i mundhulen. I diskusprolapsen formerer bakterierne sig og bliver i sidste ende til Modic/hvide pletter.

Forebygge med antibiotika?

Hanne Albert fik øje på Modic i forbindelse med behandling af meget svære diskusprolaps-tilfælde, der blev behandlet med øvelser, rådgivning og information. Hos knap halvdelen af patienterne, som efter endt behandling klagede over rygsmerter i stedet for smerter i benene, afslørede MR-scanning pletterne - og så gik jagten ind. I 2005 afprøvede Hanne Albert antibiotisk behandling på 29 patienter med Modic/hvide pletter. 16 af patienterne blev raske, 7 fik det bedre og 6 var uændrede et år senere. Dette mini-forsøg er hun nu ved at gentage i større målestok og hun venter at have resultater klar i slutningen af 2008.

"Hvis forsøgene yderligere underbygger vore erfaringer, kan man tænke sig, at antibiotika måske kan bruges forebyggende hos nogle diskusprolapspatienter, så de ikke udvikler Modic/hvide pletter og dermed kroniske smerter. Altså antibiotika som supplement til den øvrige behandling" siger Hanne Albert.

Opdagelsen af "hvide pletter" har også sat fokus på den mere traditionelle såkaldt konservative behandling af ryggen hvor patienten træner og får vejledning.

Hvad virker bedst: Er det stavgang, stabiliserende træning af ryggen eller måske masser af hvile og støtte fra korset, der hjælper mest? "Det ved vi forhåbentlig meget mere om i 2010, når vi har afprøvet de tre behandlingsformer på 210 patienter, der alle har hvide pletter," fortæller kiropraktor og phd stud. Rikke Krüger, Rygcenter Fyn.

Hun er i fuld gang med projektet, som kort fortalt går ud på at afprøve de tre forskellige behandlingsformer i 8 uger. Ved hjælp af spørgeskemaer før behandlingen samt hhv 8 uger, 1 år og 2 år efter behandlingen får hun et billede af virkningen. behandlingen af patienter med besvær i lænderyggen er normalt baseret på ret hård fysisk træning, men opdagelse af de hvide pletter har sat fokus på det faktum, at mange med lænderygsmerter også kan have mikroskopiske revner i ryghvirvlerne. Måske er det for dem bedre med mere skånsom eller anderledes behandling. Det skal projektet give mere viden om.

Kilde: Sund i Syd august 2007