Endoskopisk operation (kikkertoperation) for diskus prolaps udføres nu på Privathospitalet Kollund
24. oktober 2011
Hvor patienterne tidligere har måttet tage til udlandet for at få den nye meget skånsomme operation - tilbydes den nu på Privathospitalet Kollund.
Patienten er 30-50 procent hurtigere tilbage på jobbet, når diskusprolapsen fjernes ved kikkertoperation. Den nye, skånsomme metode er udviklet i Tyskland. Privathospitalet Kollund har købt og indført den nye teknik.
Et operationssnit på kun 0,8 cm. Betydeligt mindre blødning og ravage i muskelvæv og knogler omkring diskusprolapsen. Udskrivning samme dag. Hurtig heling, genoptræning og tilbagevenden til jobbet. Det er gevinsterne ved at operere for diskusprolaps gennem kikkert og ved hjælp af bittesmå, elektroniske instrumenter.
Kikkertoperation af diskusprolaps er nært beslægtet med de kendte metoder til for eksempel knæoperationer og operationer i skulderled. Og det er en forudsætning for at lære den nye teknik til operation af diskusprolaps, at kirurgen i forvejen er rutineret i disse andre former for operation gennem kikkert - og i traditionel operation for diskusprolaps.
Metoden er velegnet til cirka halvdelen af alle operationskrævende tilfælde af diskusprolaps. Fordi operationssnittet gennem hud og muskelvæv kun er 0,8 cm, lukkes såret uden sutur - syning. Et lille plaster er tilstrækkeligt. De små instrumenter forårsager minimal skade på muskelvæv og knogler omkring diskusprolapsen. Det betyder mindre blødning under operationen, færre smerter efter operationen og næsten ingen opheling med dannelse af arvæv, som efter traditionel operation kan give langvarige og måske kroniske smerter.

